Fundamentet i vores arbejde bygger på relationen. Vi arbejder anerkendende, og vi tror på, at nøglen til at arbejde anerkendende er den gode kommunikation. For os hos ManCura er det essentielt i pædagogisk arbejde med udsatte mennesker, at man er nærværende og omsorgsfuld, og at man er tydelig og anerkendende i kommunikationen med mennesket. Det menneske, barn, ung eller voksen, som man arbejder med, skal føle sig imødekommet og forstået af pædagogen. God kommunikation for os handler derfor om andet end verbalt sprog. Det handler også om kropssprog. Både at være bevidst om hvilket kropssprog, vi som pædagog benytter, og om at kunne aflæse og forstå det enkelte menneske ud fra hans/hendes kropssprog. Derved kan vi bedre forstå den enkeltes handlinger og intentioner og arbejde videre derfra.

Hos Mancura søger vi at forstå mennesket ud fra personens eget perspektiv. Nogle gange handler mennesker på måder, som er forskellige fra det, vi er vant til, og vi forstår ikke deres handlinger og intentioner. Vi arbejder med nysgerrighed og ønsker at forstå, hvad der ligger bag handlingen – hvorfor mennesker agerer, som de gør – hvad er intentionen bag. Vi tror på, at for at arbejde anerkendende i det pædagogiske relationsarbejde skal vi kunne sætte os ind i den enkeltes oplevelsesverden, og vi skal være bevidste om vores egne handlinger, om vores eget kropssprog og kommunikation. For at det enkelte menneske kan blive selvstændigt og et sundt individ, skal han/hun føle sig anerkendt, og en anerkendende relation er baseret på ligeværd og gensidig respekt. Dette gælder for os i høj grad også, når relationen består af en pædagog i samspil med et udsat barn/ung/voksen.

Vi arbejder herudover med følgende forskellige pædagogiske metoder, når det giver mening i forhold til den enkelte:

Motiverende interview/samtale:

Motiverende Interview (MI) er en tilgang, som har mennesket i fokus, og som har til formål at øge paratheden til forandring over for en bestemt uhensigtsmæssig adfærd. Metoden lægger stor vægt på relationen og pædagogens evne til at skabe et konstruktivt samarbejde med mennesket ved at guide individet hen imod en hensigtsmæssig forandring via åbne spørgsmål, refleksioner, og anerkendelser. I henhold til metoden giver pædagogen ikke råd uden først at spørge om lov, og man er ikke moraliserende eller konfronterende i sin tilgang til og i dialogen med mennesket.

Flere af ManCuras medarbejdere har været på kursus i MI, og mestrer derfor teknikken. I samtale med den unge/voksne gør vi brug af følgende teknikker:

  • Brug af åbne spørgsmål
  • Brug af reflekterende udsagn – opfordring og hjælp til refleksion
  • Fokus på menneskets ressourcer, styrker og fremskridt.
  • Positiv og optimistisk tilgang til forandring
  • Fokus på menneskets autonomi, handlekraft og selvstændighed

Narrativ pædagogik:

Vi støtter mennesket til at forstå sammenhænge og mening i deres tilværelse ved at arbejde med deres narrativer. Narrativ betyder fortælling eller historie, og tilgangen er, at vi mennesker oplever og erfarer vores liv gennem de historier, vi fortæller og får fortalt. Det er igennem historier, at vi skaber vores identitet forstået på den måde, at det er gennem vores historier, at vi skaber os selv i verden. Vi bliver de narrativer, vi fortæller, og ved at vores fortællinger ændrer karakter i vores møde med nye mennesker, opstår nye forståelser af én selv og tilværelsen.

Vi tror på, at mennesket har mulighed for at bygge videre på egne fortællinger om sig selv, og dermed forstå sig selv på nye måder, hvilket skaber nye handlemuligheder. I arbejdet med flygtninge har vi god erfaring med at tale med mennesket om hans/hendes historie, flugten for eksempel, og deres liv i hjemlandet. Her forsøger vi at have fokus på ressourcer og hjælpe mennesket væk fra ”offertankegangen”. Vi forsøger at vende det hele lidt på hovedet, og støtte mennesket i at tænke i styrker og ressourcer og dermed få vendt modgang til fremgang.

Ved at støtte mennesket i at fortælle hans/hendes egen historie, sådan så han/hun får en forståelse af, at det han/hun har gjort, er usædvanligt og frembringe et ressourceperspektiv skabes et godt grundlag for, at kunne klare de udfordringer, de møder i deres nye tilværelse i Danmark.

Low Arousal

Low Arousal er en central metodisk tilgang i vores pædagogiske arbejde. Low Arousal teorien er udviklet af psykolog Bo Hejlskov Elven. Low Arousal er en effektiv metode til at håndtere voldsom adfærd, arbejde konfliktforebyggende og dermed undgå magtanvendelse. Metoden hjælper hertil os pædagoger med at lære at være opmærksomme på vores egne følelser i arbejdet med for eksempel udsatte børn/unge eller voksne, så vi kan arbejde nedtrappende i forhold til konflikter.

Det væsentligste i Low Arousal tilgangen for os er, at det er den professionelle – pædagogen, som har ansvaret i relationen. Vi mener, at det er os medarbejdere, der har ansvaret i det pædagogiske arbejde. Det er vores arbejde og ansvar, at der bliver en god relation med den udsatte unge/voksne, og at der gradvist bliver en konstruktiv opadgående trivsel hos det enkelte menneske, vi arbejder med. Det er os, der er de professionelle, og det os, der er de voksne, og det er os, der har fagligheden. Derfor er det også os, der har ansvaret for at arbejdet med den unge/voksne går i den rigtige retning.

Mentaliseringsbaseret pædagogik:

Dette afsnit er under vejs……